Skøn uge!

Ah, en skøn start på en ny uge!
Mandag tog vi bussen til Lusaka hvor vi skulle hente et team fra Mariager i lufthavnen. Desværre gav vintervejret i Europa dem problemer og en dags forsinkelse. Det blev vores anledning til et kærestedøgn med Hobitten - i en rigtig biograf - italiensk mad og tid til bare at slentre lidt rundt i storbyen. I vores verden har Lusaka ikke meget med Afrika at gøre, men engang imellem er det en dejlig "treat" at være lidt tættere på civilisationen som vi kender den fra Danmark.

Zambia spillede samme aften mod Ethiopien i African Cup hvor vi blev mestre sidste år. Der er næsten intet som fodbold der kan bringe mennesker sammen, og aftenen var en sand folkefest. Det kunne høres hele shoppingcenteret da Zambia scorede.

Tilbage til teamet fra Mariager. 10 unge, en skøn mand fra Samoa og deres teamleder. De er alle elever på Mariager Højskole med mission som valgfag og skal opleve så meget Afrika som muligt på små tre uger. Programmet er et godt mix af praktisk arbejde, socialt arbejde med KOP og Lifeline, børnearbejde i Misaka, Kamalasha og Kaniki, sociale aktiviter med medarbejdere og elever på Kaniki og undervisning af elever på Kaniki. Turen afsluttes med et par feriedage i Livingstone hvor Malene formentlig skal være rejseleder.

Nytårsfest i Misaka

Ét af højdepunkterne - i hvert fald set med zambianske øjne - bliver nytårsfesten i Misaka. Vi skrev om det i sidste ugen og nævner igen, at for alle som har lyst at bringe en forsinket julehilsen til 150 (medarbejderne har bedt mig sætte tallet op :) ) forventningsglæde børn i Misaka, er her en glimrende anledning for at være med. Festlighederne inkluderer et måltid - med kylling! - som koster os 700 kr. Vil du være med til at give børnene en uforglemmelig dag hvor de kan gå mætte hjem, sender du et beløb af sted til nedenstående konto og giver os gerne et praj i kommentarfeltet eller på mail. Tak!

Reg.nr. 3657
Kontonr. 3657325120

Kufferten fuld af gode sager!

Teamet har 9 kufferter med fra Aktion Afrika, bl.a. julegaver til nytårsfesten. Derudover en masse herligt tøj som skal med os til Kazembe. Det er altid en fest at pakke skønne ting ud som man ved, er kreeret og pakket med stor omhu og vil bringe stor begejstring, hvor det når frem.

Så her sidder vi i bilen på vej mod Kaniki med et dansk bolche i munden og glæder os til hvad de næste tre uger vil bringe af spændende oplevelser - både for teamet og dem som skal have glæde af teamet.