Misaka Sponsorprogram

Umiddelbart ligner Misaka så mange andre zambianske landsbyer i bushen; stråtækte lerhytter, barfodede børn i alle aldre, gamle bønder med hakken over skuldren, ranke kvinder med vandbeholdere på hovedet, virvar af vilde hunde, høns og geder. Et klassisk eksempel på livet under fattigdomsgrænsen i sydlige Afrika. Alligevel skal man ikke opholde sig mange timer i Misaka for at bemærke forskellen; blandt de lokale er der en stærk vilje til en bedre fremtid for næste generation.
Misaka Sponsorprogram kobler det lokale initiativ med en økonomisk håndsrækning til landsbyens forældreløse og mest udsatte familier som lever en tilværelse, der for de fleste danskere ville være utænkelig.

_DSC7481

En daglig kamp for overlevelse

Skoleuniform er ikke et krav i Misaka og skolepengene holdes lave for at sikre skolegang til så mange som muligt. Alligevel kæmper mange familier økonomisk for at sende deres børn i skole. Selv de familier som kan klare skolepengene har ofte ikke råd til at sende deres børn afsted på et godt morgenmåltid. Nogle børn går 10 km. til og fra skole på tom mave. Deres eneste måltid – hvis der er råd til mad den pågældende dag – bliver serveret hen på eftermiddagen når de er hjemme igen.

Du kan gøre det muligt!

Du har mulighed for personlig involvering – ikke i en stor organisation med langt fra giver til modtager – i Misaka kommer du helt tæt på og kan støtte op om udviklingen af et lokalsamfund.

For kun 75 kr. i måneden sikrer du ét af Misaka’s fattigste børn skolegang. Samtidig støtter du skolens madprogram som skal sikre alle børn et ernæringsrigt morgenmåltid, der giver øget energi og koncentration gennem skoletimerne.

Mansa-DSC00196

Du tilmelder dig sponsorprogrammet på hjemmesiden www.misaka.dk
Når formularen på siden er sendt afsted, vil du modtage et postkort med billede af barnet og en kort beskrivelse af barnets liv og situation. Derefter er du klar til at indbetale de 75 kr. hver måned som skal sikre netop dit barn stabil skolegang og bedre muligheder for indlæring.

DSC00627

Hjælp os at sprede budskabet!

Vores mål er at 150 elever skal støttes gennem sponsorprogrammet – en drøm som vi ved kun kan blive mulig, hvis mange vil stå sammen med os.
For hver 30 støttede elever er det muligt at give et måltid til skolens elever én dag i ugen. Når målet om 150 elever i sponsorprogrammet nås, vil det altså være muligt at sikre alle skolebørn et måltid mad alle hverdage.

Det er de færreste som kan støtte 30 elever. Du kan støtte én, måske to eller tre elever. Men du kender sikkert også en anden som kunne støtte én eller to. Skal målet om de 150 elever nås, har vi brug for din hjælp til at sprede behovet for sponsorprogrammet så flere får mulighed for at løfte med.

www.misaka.dk
Del indlægget på facebook. Tal om det i kaffepausen. Send linket til en ven. Gør det som familie. Der er mange måder at deltage på.

På forhånd – STOR tak til alle som vil være med!

DSC00462